Stiger fattigdommen i Ballerup?

I Enhedslisten er vi bekymrede over de udfordringer, som arbejdsmarkedsreformen og kontanthjælpsreformen skaber for nogle af kommunens mest økonomisk trængte borgere.

Siden den nye kontanthjælpsreform trådte i kraft 1. juli, har flere advaret om, at kontanthjælpsmodtagere på de nye laveste satser får så lav en ydelse, at nogle af dem ikke vil have råd til en bolig. Disse reformer betyder, at flere risikerer at ende i fattigdom, og det bliver derfor vigtigt, at vi som kommune er klar til at hjælpe. Jo tidligere vi ser, de borgere der kan være i fare for at miste boligen eller komme i en anden svær situation, desto bedre kan vi finde gode løsninger, der kan afhjælpe denne politisk skabte fattigdom. Vi ser desværre, at flere børn vokser op i familier under fattigdomsgrænsen – det gælder også i Ballerup. Med de seneste reformer, der reducerer kontanthjælpen for de mest trængte, kan endnu flere blive berørt. Det er en udfordring, vi som kommune må forholde os til, og vi ønsker at tage ansvar for at mindske de sociale konsekvenser. Vi vil støtte dem, der mister deres forsørgelsesgrundlag og arbejde for at sikre værdighed. Det gør vi, både fordi vi tror på solidaritet, og fordi vi tror på, at mindre fattigdom er til gavn for hele
fællesskabet.

Vi skal se realiteterne i øjnene og have mere viden om omfanget af udfordringerne. Derfor har vi bedt forvaltningen svare på, hvor mange borgere i Ballerup, der har fået reduceret deres ydelse på grund af kontanthjælpsreformen, og hvor mange af dem, der er forsørgere?
Vi spørger også, om der er sket en stigning i år i antallet af borgere, der ikke har råd til at dække helt basale og nødvendige udgifter til for eksempel medicin, vintertøj, telefon og elektricitet. Disse borgere kan få hjælp med enkeltydelser, men der er brug for at enkeltydelser suppleres af reel hjælp til at komme ud af fattigdommen.
Vi vil fortsat have fokus på de borgere, der er mest udsatte, og arbejde for konkrete løsninger så tidligt som muligt. Fattigdommen skal ikke vokse i Ballerup. Det kan alle partier nok blive enige om – men kan vi blive enige om, hvordan vi hjælper? Vi vil ikke skubbe fattige ud af kommunen, men hjælpe trængte borgere ud af fattigdommen. Vi vil ikke lukke øjnene eller glemme de mest udsatte – i de kommende år bliver det en vigtig opgave at undgå at fattigdommen i Ballerup stiger.