Ø er eneste parti mod budgetloven -Ali forklarer, hvad det betyder

I disse valgkampstider nævnes budgetloven ofte – og med god grund. For i Ballerup Kommune har vi nemlig rigeligt med penge, men vi må ikke bruge dem.
Budgetloven sætter en kunstig grænse for, hvor meget kommunen må bruge på
velfærd – uanset behovet og uanset overskuddet. Diskussionen lukkes herefter
hurtigt ned, da det siges at være et rent folketingsanliggende.
Det er korrekt, at hverken Ballerup Kommune eller andre kommuner kan ændre
eller ignorere budgetloven. Loven, som blev stemt igennem af alle partier undtagen Enhedslisten, indeholder nemlig både individuelle og kollektive sanktioner.
Disse sanktioner straffer kommuner og regioner, der prioriterer borgernes velfærd højere end statslige budgetlofter.
Men det betyder IKKE, at din stemme til kommunalvalget er virkningsløs over
for budgetlovens tyranni.
Det der meget sjældent bliver nævnt er, at budgetloven primært udmøntes gennem den årlige økonomiaftale, som regeringen indgår med KL’s bestyrelse.
Denne bestyrelse bliver sammensat efter kommunalvalget, og det er flertallet
her, der år efter år blåstempler statens jerngreb om den kommunale velfærd.
I de år Enhedslisten har siddet i KL’s bestyrelse, har vi naturligvis kæmpet imod
de dårlige aftaler skiftende regeringer har budt os. Men vi har stået alene.
Var der et andet flertal i KL’s bestyrelse, kunne vi måske for en gangs skyld give
den siddende regering modstand og kæmpe mere velfærd hjem til det kommunale og regionale Danmark.
Så når du skal sætte krydset om få dage, vil jeg blot stille opfordre til, at du husker: De fleste lokale partier på stemmesedlen ønsker at bruge flere penge på
velfærd, men der er kun ét parti, der med fælles front – kommunalt, regionalt og
nationalt – kæmper for at gøre det til en realitet.