Jeg brænder for naturen, den smukke, vilde, utæmmede natur og den blide ro jeg nyder på mine gåture i vores smukke kommune.
Ballerup Kommune ser smuk ud med mange grønne områder og over 220 søer og moser, det er et smukt syn, der møder os når vi cykler og går rundt udenfor vores byområder. Imidlertid har vi kun meget få områder med natur af høj kvalitet, og sammenligner vi os med landets øvrige kommuner lander vi bunden af det naturkapitalindeks som Århus Universitet udarbejder.
Et løft af vores naturkvalitet sker kun med en konkret plan for Naturen og den er nu i høring. Det er en plan med klar retning for hvordan naturen skal udvikles. En plan med 14 finansierede indsatser for at øge naturens kvalitet. Og en masse fine indsatser for at understøtte formidling, oplevelser og læring i og om naturen.
I Enhedslisten har vi arbejdet målrettet for at naturen skal have det bedre i Ballerup Kommune, det er en lang rejse vi har været på. Den startede for otte år siden med et ønske om at skabe mere fokus på natur i kommunalbestyrelsen og i forvaltningen. Derfor bad vi om at få nedsat et naturkvalitetsudvalg, der skulle arbejde med at få lavet en naturplan, at få kortlagt naturen i vores kommune med vurderinger af hvor der er natur der er god og skal passes på og hvor der er natur der har potentiale til at kunne udvikle sig til mere værdifuld natur. Det var et virkelig spændende arbejde forvaltningen gik i gang med og de fik naturen kortlagt. Og det førte frem til at vi i denne valgperiode har kunnet igangsætte arbejdet med naturplanen.
Naturplanen er altså kulminationen på mange års tværpolitisk godt samarbejde tusind tak for det.
Nu glæder jeg mig virkelig meget til at læse høringssvarene.




