Vi satser på mennesker

Søren Guts
Ballerup Bladet: 10-11-2009

Ballerup kommune har et slogan: Vi satser på mennesker. For mig lyder det meget som noget, smarte konsulenter har fundet på. Det lyder pænt, men har det indhold?
I udkanten af Ballerup ligger en lille, selvgroet kolonihave, Højengen. Flertallet af brugerne er folk på pension eller med lave indtægter. Højengen er deres frirum med mulighed for frisk luft og grønne omgivelser. Nu skal den nedlægges, fordi kommunen vil bruge området til et "rekreativt område". Som om en kolonihave ikke var rekreativ. Det virker som om, kommunen hellere vil tjene penge på et "Danland", end satse på mennesker, som har lagt tid og kræfter i at gøre et område til et fristed.
Skraldemændene i HCS strejker. De har i lang tid kæmpet for ordentlige arbejdsforhold. Nu er de både fyret og sortlistet. For mig at se bærer Ballerup Kommune et stort ansvar, da de har udliciteret affaldsindsamling. HCS tjener selvfølgelig flere penge, hvis de kan presse deres ansattes arbejdsforhold helt i bund. Men er det at satse på mennesker?
Kina ligger langt væk, men alligevel har Ballerup en venskabsby i landet. Internationalt samarbejde er en god ting, men man bør se sig for. På vores 1. maj-møde havde vi en gæst fra Kina, som kunne fortælle om, hvordan AP Møller i samarbejde med de kinesiske myndigheder udnyttede arbejderne groft. Kina er modbydeligt diktatur, hvor arbejderne og bønderne bliver udnyttet. Er det at satse på mennesker?
Har man slagord, bør man følge det i stort og småt, selv om det koster. Det synes jeg ikke, at Ballerup kommune gør. Det vil Enhedslisten gerne ændre på. 

Emneord: