Skatteaftale er et fatalt selvmål

Mette Hedegaard
25-06-2012

Regeringen har givet Venstre en historisk håndsrækning og samtidig gravet sin egen grav. Det er intet mindre end en katastrofe. For det første har man vedtaget en aftale med de borgerlige, som øger uligheden og sender regningen til de svageste, de handicappede og de fyrede. Skatteministeren bruger samme regnemaskine som den forrige regering og den er indstillet efter en mystisk fordelingsnøgle der siger: "De rige skal have flere penge for så arbejder de mere. De fattige skal have færre penge, for så arbejder de mere". Incitamentet virker nok næppe. Handicappede og førtidspensionister er ikke dovne, de KAN ikke arbejde! De fyrede er ikke dovne – de er fyrede og der er ikke arbejde at få (jeg taler af erfaring her!).

For det andet så har regeringen truffet et valg med åbne øjne. De har haft valget mellem en aftale med Enhedslisten og en aftale med Venstre. De har valgt det sidste og dermed kastet sit eget projekt (som i forvejen er svært at få øje på) ud på en meget farlig færd. Det er ikke hævngerrighed der vil få Enhedslisten til at stemme imod en finanslov, det handler derimod om politik. Vi kan ikke stå inde for en skatteaftale der sparker nedad. Vi har været i realitetsforhandlinger med regeringen, vi har fremlagt dokumentation for at der lå en aftale som Enhedslisten folketingsgruppe havde nikket til, Enhedslisten strakte sig langt og godtog blandt andet en hævelse af loftet for topskat mod at fjerne forringelserne på overførselsindkomsterne.
Det værste er næsten at regeringen ikke har mandsmod nok til at stå ved deres valg af ny samarbejdspartner (Venstre), og ledende medlemmer af S og SF er i disse dage utroligt aktive ved spin-maskinen i forsøget på at tørre aben af på Enhedslisten. Det er simpelthen under lavmålet. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Enhedslisten vitterlig ønskede at være en del af en aftale med regeringen. Vi har ageret professionelt, konstruktivt og fleksibelt.
Venstre er den store vinder i denne her sag, de kan læne sig tilbage og bare vente på at nogen overrækker dem nøglerne til Statsministeriet. Det er et selvmål af rang begået af regeringen og det er virkelig svært at se, hvordan vi kommer videre herfra. Heldigvis er der mange gode folk i S og SF som forhåbentlig kan tale regeringen til fornuft, og dem glæder Enhedslisten sig til at samarbejde videre med i fremtiden. 

Emneord: