Ophæv lærer-lockouten

Jens Ohlsson, på vegne af EL Ballerup
Ballerup Bladet: 23-04-2013

Enhedslisten i Ballerup mener det er vigtigt at bakke lærerne op og det er vi glade for at både Ballerups borgmester og mange andre fra byrådet gør – i ord. Det er vigtigt at lærerne får så stor og massiv opbakning som overhovedet muligt. Det glæder Enhedslisten, at borgmesteren fortæller lærerne, at de er ønskede og påskønnede, men vi savner, at I også gør noget ved sagen, og sætter handling bag ordene. Ophæv lockouten i Ballerup og lav en lokal aftale med lærerforeningen, hvor man opretholder en fast timenormering til forberedelse, lejrskoler og skole/hjem samarbejde, i tråd med den nuværende aftale, som begge parter har fundet rimelig de sidste par år.

Og det kan I gøre. Det er jeres valg at følge KL´s lockout. I har lockoutet lærerne og samtidig fortæller I dem, at I bakker dem op, senest i citatet i Din By d. 17. april, hvor borgmester Jesper Würtzen siger: "Jeg synes, at det er meget ærgerligt, at det er endt med en lockout. Vi har et godt samarbejde med Ballerup Lærerforening, så vi ville gerne have været en lockout foruden. Jeg vil stærkt opfordre KL og Danmarks Lærerforening til at vende tilbage til forhandlingsbordet, så børn og lærere igen kan komme i skole".
Fint statement, men vi synes, at det er en tanke værd, at de selv samme mennesker der har påtaget sig det politiske lederskab i vores kommune, ikke kan se, at man ikke både kan lockoute sine medarbejdere og bakke dem op. - Hvor er den politiske ledelse af Ballerup Kommune? KL – som bekæmper lærerne for dine og mine penge og som tager skolebørnene som gidsler – har åbenbart ikke den fornødne etiske standard til at forvalte deres tillidshverv på en fair måde. Med regeringen i ryggen satser de benhårdt på at knække lærerne. Vi håber kommunalbestyrelsen vælger at undsige KL´s lockout og beder lærerne om at komme tilbage, og gøre det de er bedst til, nemlig at undervise vores børn. – Når vi ser på de konkrete handlinger fra kommunalbestyrelsen, er der dog desværre ikke noget som tyder på, at det vil komme til mere end tomme ord.