Et skridt på vejen til fred

Jens Ohlsson, på vegne af Enhedslisten i Ballerup
30-11-2012

I fredags tændte Ballerup sit juletræ med fredslyset fra Betlehem, og samme dag fik Palæstina endelig observatørstatus i FN. Enhedslisten er svært tilfredse herover, og vi er glade for opbakningen fra næsten alle politiske partier. Kun et stærkt internationalt pres kan få Israel til forhandlingsbordet og sikre en to-stats løsning, som indebærer at Israel må rømme de besatte områder og opgive de ulovlige bosættelser. Ellers bliver der aldrig fred.

Også på kommunalt plan kan der presses på. Enhedslisten i Ballerup vil opfordre kommunen til at kigge på, om vi har indkøbsaftaler m.v. med firmaer, som opererer på den besatte Vestbred og i Østjerusalem. For et par år siden var det fremme, at trafikselskabet Veolia, som drev busser på Sjælland, var ved at bygge en letbane i Østjerusalem. Og på det seneste er security-selskabet G4S blevet beskyldt for at stille med bevæbnede vagter og alarmsystemer til ulovlige bosættelser på Vestbredden. I Københavns Kommune har man vedtaget etiske retningslinier for investeringer og indkøb. Noget lignende må være muligt i Ballerup.
Vi kan ikke redde hele verden, men på udvalgte områder må det være på sin plads at markere, at vi vil respekt for menneskerettighederne. Palæstina-konflikten har varet alt for længe. 

 

Emneord: