Borgermilliarden

Jens Wenzel Andreasen, kandidat til kommunalbestyrelsen 
Ballerup Bladet: 19-08-2013

Den siddende kommunalbestyrelse fik stor opmærksomhed om uddeling af 'borgermillionen' til grønne arealer i kommunen. Enhedslisten vil gerne minde om, at kommunens budget er 3.000 gange større og stort set uden for borgernes indflydelse.

I den nye kommunalbestyrelse vil vi udfordre vanetænkningen og embedsmandsvældet på alle områder for at give borgerne mere indflydelse på kommunens økonomi.

Hermed introducerer vi 'borgermilliarden'. Det kommunale selvstyre er fuldstændig udhulet, og kommunalpolitikerne foretager sig ikke meget andet end at svinge gummistempler over andres politik. I Enhedslisten tager vi ikke noget for givet og er klar til at gøre op med forudfattede meninger, når vi ser en mulighed for at skabe lokal politik, som kommer Ballerups borgere til gavn.